Værnet

Carl Værnet blev en af Himmlers betroede videnskabsmænd og flygtede siden til Argentina

 

Homoseksualitet. Fortræffelig bog fortæller om den jyske bondedreng Carl Værnet, der havnede som en af Heinrich Himmlers betroede videnskabsmænd for siden at flygte fra det danske retsvæsen til Sydamerika.

EFTER nazisternes magtovertagelse i 1933 blev der erklæret krig mod de homoseksuelle. Sammen med millioner af jøder og sigøjnere blev tusindvis af homoseksuelle myrdet i de tyske koncentrationslejre. I februar 1937 erklærede SS-Reichführer Heinrich Himmler, at »7-8 procent af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis tingene fortsætter på den måde, vil vores nation gå til grunde som en følge af denne pest.«

Den danske læge Carl Peter Værnet kom fra 1943 til at stå centralt i nazisternes krig mod de homoseksuelle. Himmler fattede personlig interesse for Værnet, som påstod, at han kunne finde kuren mod homoseksualitet. I kampen for at rette op på Det tredje Riges »seksualøkonomi« fik den danske læge stillet masser af penge, et laboratorium og en KZ-lejr med forsøgspersoner til sin rådighed.

Historien om den danske KZ-læge og hans flugt til Sydamerika bliver fortalt i en særdeles veldokumenteret bog af journalisterne Hans Davidsen-Nielsen, Jakob Rubin og Niels-Birger Danielsen og professor, dr. med Niels Høiby. På baggrund af et stort materiale fra dansk, tyske, svenske, argentinske og sovjetiske arkiver kaster de fire forfattere lys over den historien om den jyske bondedreng, som endte som Himmlers betroede videnskabsmand. Resultatet er simpelt hen fortræffeligt.

FORFATTERNE er ikke ude på at dømme eller frikende lægen Carl Værnet. De vil forstå, hvorfor en begavet dansk læge ender med at udføre bestialske forsøg på forsvarsløse mennesker i en KZ-lejr. Siden 1930erne havde Carl Peter Værnet været besat af tanken om at finde kuren der kunne »helbrede« homoseksualitet. Under kælderen på lægeklinikken på Frederiksberg eksperimenterede Værnet på tusindvis af hvide mus. Han var overbevist, at homoseksualitet var et resultat af mangel på mandligt kønshormon. »Problemet« kunne efter Værnets simple og forkerte hypotese løses ved indopererer en kunstig hormonkirtel i lysken på mænd.

Forskning i homoseksualitet som samfundsproblem var ikke usædvanlig på denne tid, og her kunne man godt have ønsket sig en vurdering af Værnets forskning i forhold til den øvrige racehygiejniske lægevidenskab i mellemkrigstiden. Ved siden af arbejdet med hormonkirtlen specialiserede Værnet sig i kortbølgeterapi, og efter studier rundt omkring i Europa erklærede en selvsikker Værnet i Ugeskrift for Læger, at hans behandling havde haft positiv virkning på ikke mindre end 20 forskellige sygdomme. Det drejede sig om alt lige fra bylder til psoriasis, og den videnskabelige selvtillid nåede uanede højder, da Værnet i et interview fortalte B.T., at han havde fundet kuren mod kræft. Kortbølgerne fik svulsterne til »så godt som« at forsvinde, postulerede den populære modelæge, som patienterne valfartede til.

Værnets succes varede ikke evigt. Kort efter 9. april 1940 kommer det frem, at han er medlem af nazistpartiet. Det fik patientstrømmen fra hele landet, Norge og Sverige til at tørre ud. Der bliver sat store spørgsmålstegn ved Værnets videnskabelighed. Oven i disse problemer fulgte lommesmerter og stridsspørgsmål med sundhedsmyndighederne om udskrivning af for store mængder morfin. Den danske jord brændte under Værnet, og den 6. oktober 1943 tog han sammen med familien til Berlin.

PÅ baggrund af et stort kildemateriale og grundig analyse er det lykkedes forfatterne at kortlægge Værnets kontaktnet i Det tredje Rige, som gik helt til toppen. Værnet får titel af SS-Sturmbannführer, og bliver sendt til Böhmen-Mähren, hvor han arbejder på medicinalfabrikken Deutsche Heilmittel i Prag. I september 1944 var det slut med kun at operere på hvide mus. Værnet fik 16 homoseksuelle fanger til sin disposition, som alle fik indopereret den kunstige kirtel i lysken. Forsøgene i blev udført i KZ-lejren Buchenwald. I tiden efter døde fire fanger af indgrebet, og det har hidtil været antaget, at resten døde i løbet af få uger efter operationen. Takket være grundig research er det lykkedes forfatterne at opspore en af de overlevende, som i dag uden større bitterhed beretter om sit livs helvede i Buchenwald.

Det lykkedes Carl Værnet at slippe godt fra det hele, og solid og veldokumenteret research afdækker det kaotiske forløb, der fulgte efter krigen. Værnet bliver arresteret og interneret i Danmark og ved hjælp af to danske lægers attester om, at Værnet led af en alvorlig hjertelidelse, og havde brug for E-vitamin behandling i Sverige, slap de ukritikiske myndigheder SS-lægen fri. Efter fupnummeret undslipper Værnet via Sverige til Argentina, hvor han levede frem til sin død i 1965 uden at blive stillet for en dommer.

Gennem analyse af tusindvis af gulnede arkivalier og endeløse interviews er det er lykkedes forfatterne at komme ind under huden på Værnet. Der bliver på fineste vis tegnet et portræt af en mand, som tilsyneladende savnede menneskelig indlevelsesevne. Værnets gerninger var et udslag af lige dele naivitet, psykopati og storhedsvanvid, som under de rette forhold sætter mennesker i stand til at udføre de mest bestialske og umenneskelige handlinger. Nazismen satte rammerne for Værnets forbrydelser. Værnet var ligesom de øvrige SS-læger ikke et sadistisk monster, men derimod sygeligt loyal over for de autoriteter, som krævede resultater af de medicinske forsøg.

Forfatterne har med bogen om Carl Værnet med al tydelighed vist, at man ikke behøver at være opvokset i afstumpet nazisamfund for at ende som Holocaust-bøddel. En dansk familiefar med kone og børn endte under de rette omstændigheder i bogstavelig forstand med at føre kniven mod sine ofre.

Denne bog kan ikke anbefales varmt nok. Den er veldokumenteret, godt skrevet og elementært spændende. Bogen vil være med i opløbet om at blive årets bedste historiske udgivelse, og det er en historie med bud til alle, der vil prøve at forstå drivkræfterne bag ondskab.

Lagt på www.weekendavisen.dk den 18. april 2002 kl. 18:17.
 

Hans Davidsen-Nielsen, Niels Højby, Niels-Birger Danielsen og Jakob Rubin:VÆRNET

Af BENT JENSEN

Spændende og velfortalt beretning om den danske nazi-læge Carl Værnet, der eksperimenterede med homoseksuelle i kz-lejren Buchenwald.


Hans Davidsen-Nielsen, Niels Højby,
Niels-Birger Danielsen og Jakob Rubin:
VÆRNET.
Den danske SS-læge i Buchenwald
284 sider, 298 kr.
JP-Bøger
UDKOMMER I DAG

Det er en spændende og meget velskrevet beretning, journalisten Hans Davidsen-Nielsen med bistand fra to kolleger og en læge har skrevet om den sagnomspundne danske nazi-læge med det sære efternavn, som viser sig at stamme fra et ønske om i selve navnet at fremhæve ønsket om at værne sit land.

Fødenavnet var såmænd massebetegnelsen Jensen, fornavnet Carl, og Carl var bondefødt, men fik sig først en læreruddannelse, derpå en lægeuddannelse med førstekarakter.

I 1930'erne etablerede han sig som fashionabel læge med privatklinik på Frederiksberg. Hans fikse idé var hormon- og kortbølgebehandling. Han hævdede at kunne forynge ældede og udbrændte mennesker, men derudover var han også overbevist om, at hans hormonbehandling kunne få homoseksuelle til at blive heteroseksuelle.


En charlatan
Den professionelle lægestand lod sig ikke imponere af Carl Værnets teorier og praksis, fagfolk anså ham for en charlatan. Da Værnet blev bekendende nazist, og Nazi-Tyskland besatte Danmark, betød det afslutningen på hans forretningseventyr i det fædreland, han hævdede at ville værne. Imidlertid fik han en ny chance, da det lykkedes ham at overbevise obskurantisten, rigsfører Himmler, om sit vidunderpræparat, der som en tablet blev indopereret under huden. For Himmler, der frygtede for den germanske races fremtid, kom den danske læge som sendt fra himlen. Værnet fik midler og faciliteter stillet til rådighed, først i Prag, siden i kz-lejren Buchenwald. Her udvalgte Værnet blandt fangerne homoseksuelle og kastrerede mænd, som han tog under behandling.

To af de behandlede fanger døde, om end det ikke kan fastslås, at de døde af Værnets indgreb. Selv påstod den danske læge i SS-uniform og med rang af Sturmbannführer, at hans behandling gav resultater over al forventning. Sågar kastrerede livede gevaldigt op og fik den seksuelle appetit tilbage. Hans tyske kolleger og andre i det nazistiske sundhedsvæsen lod sig dog ikke overbevise. Som i Danmark kunne Værnet ikke føre bevis for sin mirakelkur.


Lempelig behandling
Før Det tredje Riges undergang lykkedes det Værnet at undslippe ragnarok ved i det tidlige forår 1945 at rejse til Danmark. Her blev han arresteret og en tid indsat i Alsgades Skole i København, der var omdannet til midlertidigt fængsel.

De danske myndigheders behandling af hans sag var fantastisk lempelig, for ikke at sige amatøragtig. Værnet simulerede hjertesyg og blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor en kollega lagde sig i selen for at anklagemyndigheden ikke skulle plage den stakkels kollega. Under påskud af at skulle behandles for sin falske lidelse fik Værnet lov at rejse til Sverige, hvor han forsvandt for nogen tid efter at dukke op i Sydamerika. Her fik han en stilling i Argentinas Sundhedsministerium for at videreudvikle sin hormontablet. Sine sidste år levede han som praktiserende læge indtil sin død i 1965.

Sammenlignet med en type som nazi-lægen Josef Mengele og andre udyr var Carl Værnets forbrydelser i småtingsafdelingen, da hans indgreb ikke var livstruende. Men hans frivillige arbejde for en forbryderisk organisation som SS og hans overgreb mod værgeløse kz-fanger var naturligvis mere end tilstrækkeligt til at få ham dømt. Jeg tror, der er noget uendeligt dansk ved den bureaukratiske og verdensfjerne langsommelighed, hvormed de danske myndigheder behandlede hans sag. Og i det hele taget var der den mudrede situation, Danmark havde befundet sig i over for Nazityskland. Olga Stauning ramte dette forhold meget godt i et privat brev efter krigen, hvori hun forsvarede Værnet som en noget naiv, men god mand:

»Jo, tiderne er underlige, snart kæmper vi for den ene part, snart for den anden.«

Han havde ikke forstand på politik »og kunne lige så godt være blevet det ene som det andet«.

Faktisk havde Værnet tæt forbindelse til en kendt (og blakket) salonkommunist, han behandlede jødiske flygtninge og emigrerede tyske kommunister og skal have tilbudt Hans Scherfig behandling på sin klinik.


Charmerende fantaster
Carl Værnet og flere af hans nærmeste venner og medarbejdere i Danmark var store fantaster og samtidig i besiddelse af en charme og en overtalelsesevne, der lod dem leve højt på deres charlataneri.

Et sted i bogen hedder det, at Værnet havde en evne til at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mig forekommer det, at han havde en usædvanlig veludviklet evne til at være det for ham rigtige sted på det rigtige tidspunkt - hvad enten det var på Frederiksberg, i det fredelige Prag under Tysklands sammenbrud, i en seng på Kommunehospitalet i København eller i Argentina, hvor han undgik sin straf.

På mange måder er historien om Værnet historien om Danmark i det 20. århundrede: trods alle fantasterne og alt det danske fantasteri slap også Danmark ustraffet gennem dette rædselsfulde århundrede.

 

Lærestregen Værnet

Fængslende og veldokumenteret portræt af den gådefulde danske SS-læge.

Hans Davidsen-Nielsen, Niels-Birger Danielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin: Værnet - den danske SS-læge i Buchenwald. JP Bøger, 282 sider, 298 kr.
Anmeldt af Christian Graugaard - 19 apr 2002


I sine velmagtsdage bestyrede Carl Værnet en driftig klinik på Platanvej, hvor han modtog toneangivende dele af det københavnske jetset og tilmed syntes at kombinere sin terapeutiske vidtløftighed med et antydet socialt sindelag: Pengesvage patienter blev mødt med nedsat tarif, alt imens den mere velbeslåede kundekreds i taknemmelighed donerede 100.000 kr. til den charmerende doktors fortsatte medicinske studier.

Værnets popularitet knyttede sig - foruden hans pertentlige og tillidsvækkende ydre - især til kortbølgeterapien, som allerede i begyndelsen af 1930'erne havde bragt ham på kollisionskurs med førende lægekolleger, men hvis (påståede) mirakuløse effekter alligevel tiltrak sig betydelig interesse fra en gigtplaget og kræftsyg offentlighed.

Værnet var én af mellemkrigstidens mest omtalte 'modelæger', og foruden vekselstrømmen var der andre videnskabelige fantasmer, som stod hans hjerte nær: Med inspiration fra den jævnaldrende hormonforsker Knud Sand (hvis veje han havde krydset under sin turnus i 1920'erne) var Værnet levende optaget af 'det homoseksuelle problem', hvis eksistens han - ligesom Sand og hovedparten af periodens seksualbiologiske elite - tilskrev en hormonel uligevægt med fejlagtig tilstedeværelse af kirtelvæv fra det modsatte køn.

Hvor Knud Sand efter Første Verdenskrig havde eksperimenteret med testikeltransplantationer(!) på et mindre antal homoseksuelle mænd, kunne Værnet nu lancere en 'opfindelse', som umiddelbart forekom 'skånsom' i sammenligning med den barske (og nyttesløse) kirurgi:

En lille guldbelagt metalcylinder blev stanset ud med testosteron og indopereredes dernæst i lysken, hvorfra den i årevis kunne afsondre små mængder kønshormon og således 'normalisere' den forrykkede hormonale balance.



Trods sin klippefaste tro på det forestående videnskabelige gennembrud lod Værnets berømmelse imidlertid vente på sig, og trods rapporter om vellykkede behandlinger i hobetal forblev han en periferisk eftersnakker, som aldrig publicerede sine resultater, og hvis kliniske praksis var så hemmelighedsfuld og sporadisk, at han ansås for en persona non grata på tidens medicinske parnas.

Mens Knud Sand gjorde lynkarriere som professor ved Københavns Universitet (og lægerne i den seksuelle reformbevægelse effektivt skabte søgang i tidens bornerte andedam), voksede Værnets faglige frustration, ligesom hans personlige liv på forskellig vis var præget af uindfriede forventninger.

Hans redningsplanke blev nazismen, og skønt intet tyder på, at han til fulde forstod - endsige delte - dens menneske- og verdenssyn, var de omstyrtende forhold i Tyskland alligevel et fristende springbræt for en forsmået minusforsker med Værnets tårnhøje ambitionsniveau.

I 1943 solgte han sin klinik til Værnemagten, og samme år kom vendepunktet i hans karriere, da han gennem en tysksindet bekendt blev introduceret for rigslæge Grawitz, som straks fattede sympati for det fabulerende projekt og foranstaltede kontakt til selveste Heinrich Himmler, hvis interesse for Det Tredje Riges 'seksualbudget' var legendarisk.

For Himmler var homoseksualitet ensbetydende med 'socioseksuel sabotage', og udsigten til kemisk omstemning af de uproduktive perverse passede som fod i hose med Rigsførerens visioner om et racerent og folkerigt Stortyskland.

Værnet blev under herskabelige forhold installeret i Prag og havde sent i 1944 sin gang som SS-Sturmbannführer i KZ-lejren Buchenwald, hvor han foretog 'videnskabelige eksperimenter' på mindst 15 af de internerede homoseksuelle.



Efter krigens afslutning brændte jorden under Værnet, som en tid var i både danske og allierede myndigheders søgelys, men takket være førstnævntes himmelråbende slendrian - og loyale lægekollegers fantasifulde (for ikke at sige løgnagtige) helbredserklæringer - undslap han til Sverige og fandt siden vej til Argentina, hvor han bosatte sig med sin alkoholiserede hustru og tre af sine seks børn.

Også Juan Peróns totalitære regime indså hurtigt perspektiverne i Værnets særegne patent, men efter få års tilknytning til det argentinske sundhedsministerium opgav han tilsyneladende endegyldigt sin livsdrøm og nedsatte sig i stedet som praktiserende læge midt i en stor og broget koloni af eksildanskere.

I sine sidste år søgte han gentagne gange at blive taget til nåde af det danske statsapparat, som imidlertid pure afviste hans ønske om repatriering. Han døde i november 1965 og ligger begravet side om side med sin kone på Británico-kirkegården i Buenos Aires.



Beretningen om Carl Værnet har krævet hele fire skribenter (tre journalister og en læge), hvilket forekommer indlysende, når man ser, hvor grundigt og fantasirigt den er researchet: Der er næppe den sten på Værnets vej, som ikke har været opsøgt og vendt, og forfatternes omhu og imponerende fornemmelse for (glemte) dokumenter og informanter må siges at være ikke så lidt af en bedrift.

Bogen er således et fængslende og dybt tankevækkende stykke journalistisk dokumentarisme, som ganske vist ikke kan gøre krav på videnskabelighed (dertil savnes metodisk stramhed, analytisk bredde og nærgående kildekritik), men alligevel får fremkaldt et spændende og troværdigt billede af en enegænger, som i sin komplekse karakter samler myriader af basale videnskabsfilosofiske problemstillinger.

»Der var ikke nogen Tanke om Politik deri - jeg var rejst til et hvilket som helst Land i Verden, som havde givet mig de samme Muligheder«, erklærede hovedpersonen selv efter krigen og introducerer dermed et klassisk synspunkt om den overpolitiske, uafhængige og ansvarsfri forsker forskanset i sit elfenbenstårn fjernt fra alverdens smuds og fortrædelighed.

Værnet-sagen tydeliggør på grummeste vis den hårfine balance mellem det beskrivende og det foreskrivende - videnskab og moral - og selvom det mestendels forbliver ved antydningen, mærker man tydeligt forfatternes intention om at løfte historien ud af det anekdotiske til fordel for en nuanceret og tidssvarende forskningsetisk debat.


Værnet var efter alt at dømme langt mere opportunistisk end ond, hvilket dog kun gør hans historie så meget desto mere vedkommende: Den handler således ikke om den arketypiske degenererede nazi-sadist, men derimod om lægevidenskabens etiske grænser, om visse notoriske interessesammenfald mellem forskning, kapital, idealisme, tidsånd, ideologi, magt og ambition.

Hertil kommer, at der selvsagt er tale om et stykke central bøssehistorie, som ganske vist har været udmærket behandlet af især tyske historikere, men som (parallelt med historien om f.eks. sigøjnerne og de sorte) er blevet tildelt forbløffende lidt opmærksomhed i efterkrigstidens samlede holocaustskildring.

Endelig må affæren (om end indirekte) give anledning til en vis eftertanke i forhold til endimensionale afvigerstudier af enhver tænkelig skuffe - ikke mindst vor egen tids biologistiske homoseksualitetsforskning, der sandt nok hverken er eugenisk, fascistisk eller militant, men ikke desto mindre filtret ind i et analogt morads af moraliseret videnskab og videnskabeliggjort moral:

»Vi mener, det ville være fundamentalt uetisk at benytte denne information til forsøgsvis at bestemme eller ændre en persons nuværende eller fremtidige seksuelle orientering«, konkluderede genetikeren Dean Hamer i sin navnkundige artikel om 'bøssegenet' (Xq28) fra 1993. Den skyldfri forsker vasker sine hænder.


Bogen om Værnet er velfortalt og spændende som en detektivroman, og skønt den efter mit temperament går lovlig tæt på i (bi)persontegningen (og således viderebringer ganske mange inkriminerende oplysninger, hvis relevans for sagen synes spinkel), er der alligevel tale om en længe savnet brik i såvel sexologihistorien som i analysen af efterkrigstidens skurke og helte.

For Carl Værnets vedkommende er der ingen tvivl om, hvilken af de to kategorier han hørte til. Blot er det et spændende spørgsmål, hvordan han havnede der. Og hvad vi kan lære af det.

 


Dobbeltmennesket Værnet

Interview: Ny bog forsøger at forklare, hvordan en fredelig familiefar, Carl Værnet fra Frederiksberg, blev til nazilæge i Buchenwald. Én af forfatterne er professor, dr.med.Niels Høiby, Rigshospitalet

Af Kirsten Boas

Hvordan kan man hygge sig over morgenkaffen, kysse hustru og børn kærligt farvel og bagefter gå hen i kz-lejren og foretage grufulde medicinske eksperimenter på mennesker? Og hvordan kan man i det hele taget få sig selv til at stille sin lægeuddannelse til rådighed for et ondt politisk system? Det er spørgsmål, som har drevet professor, dr.med. Niels Høiby, Rigshospitalet, til at udforske den danske nazilæge Carl Værnets (1898-1965) liv og gerning og blive medforfatter til bogen »Værnet - Den danske SS-læge i Buchenwald«, som udkommer om få dage på forlaget JPBøger.
- Det rent lægeetiske er nok det, der optager mig mest. Begrebet nazilæge er vel dybt gådefuldt for de fleste og da ikke mindst for mig som læge. Men den psykologiske side af sagen er også vigtig. Hvis vi skal undgå, at det sker igen, må vi vide, hvilke faktorer der muligvis kan spille ind for, at en læge glemmer løftet om at anvende sine kundskaber til medmenneskeligt gavn. Min interesse for emnet tog fart for 10 år siden, da jeg var til lægekongres i New Orleans, USA. I en ledig stund spadserede jeg forbi en universitetsboghandel og fik øje på en bog, der hed »Nazi Doctors«, skrevet af en amerikansk psykiater, Lifton. Jeg købte den og blev så optaget af dens interview med tidligere nazilæger, deres ofre, disses familier m.m., at jeg bagefter anmeldte den i Ugeskrift for Læger. Det gav respons fra kolleger i ind- og udland og yderligere oplysninger. På et tidspunkt blev jeg opmærksom på den danske læge Carl Værnet. Jeg kiggede efter ham i Den Danske Lægestand og fandt ham i 1947-udgaven. »Carl Værnet, dansk SS-læge i Buchenwald«, stod der. I senere udgaver var han slettet, fortæller Niels Høiby til Kristeligt Dagblad.

Høiby er internationalt anerkendt forsker i sygdommen cystisk fibrose, men blander sig også gerne, gennem bøger, foredrag og tv, i generelle debatter om sundhedsvæsen, lægevidenskab og etik. Vi sidder på hans kontor i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, som holder til i de gamle lægevidenskabelige bygninger på Juliane Mariesvej ved Rigshospitalet. Netop her foregik op gennem 1930´erne den forskning i hormoner, som inspirerede Carl Værnet til hans hormonforsøg.

Værnet havde ligesom flere andre læger i sin samtid en tese om, at homoseksualitet skyldtes en ubalance i hormonerne. Ved at tilføre mandlige homoseksuelle mere af det mandlige kønshormon testosteron kunne balancen genoprettes og mændene blive »kureret«, mente man. På Rigshospitalet lavede man forsøg med testikeltransplantationer på homoseksuelle i 1920´erne i et forsøg på at gøre dem tiltrukket af det modsatte køn. Værnet, der havde travl klinik på Platanvej på Frederiksberg, opfandt en cylinderformet hormonkapsel, en kunstig kirtel, som kunne opereres ind i homoseksuelle for at gøre dem »normale« igen.

Det kom den tyske SS-rigsfører Heinrich Himmler for øre. Han var besat af tanken om den perfekte germanske race og satte alt ind på udrydde homoseksualitet. I 1937 sagde Himmler: »Hvis vi anslår en eller to millioner homoseksuelle, bliver resultatet, at syv-otte procent af de tyske mænd er homoseksuelle. Hvis tingene fortsætter på den måde, vil vores nation gå til grunde på grund af denne pest. En nation kan ikke i det lange løb tåle en sådan ødelæggelse af sin seksualøkonomi og ligevægt ...«

I løbet af 1940´erne svigtede patienterne klinikken på Platanvej, da de fandt ud af at lægens sympati lå hos besættelsesmagten. Siden, da klinikken var solgt til tyskernen blev den sprængt i luften af sabotører fra Holger Danske-gruppen.1944 fik Værnet arbejde som SS-læge i det besatte Prag og siden i koncentrationslejren Buchenwald, hvor han udførte forsøg med tvangsoperationer af omkring 15 påståede homoseksuelle fanger. To af dem døde umiddelbart efter indgrebet.

Tilbage i Danmark efter befrielsen var Carl Værnets medlemskab af DNSAP og hans aktiviteter under krigen velkendte. I første omgang blev han arresteret. Alligevel lykkedes det ham at forlade fængslet uden bevogtning for at lade sig indlægge på Kommunehospitalet og siden at rejse med familien til Argentina, hvor han praktiserede som læge indtil sin død i 1965. Værnet nåede at være gift tre gange og blive far til seks børn. Et af dem, Kjeld Værnet, blev siden neurokirurg på Rigshospitalet.

- Efterhånden som jeg arbejdede mig ind i på Carl Værnet, stødte jeg på andre, som også havde beskæftiget sig med ham, blandt andre journalisterne Hans Davidsen-Nielsen, Niels-Birger Danielsen og Jakob Rubin. Vi blev enige om at skrive bogen sammen og bidrage med hver vores viden og efterforskning. Jeg vil ikke påstå, vi har løst gåden om nazilægerne med vores research af Carl Værnet. Men fra arkiver herhjemme og i udlandet, fra samtaler med familiemedlemmer, kolleger og andre, der kendte Værnet i Danmark, Tyskland og Argentina, og så videre tegner sig billedet af en mand, der stræbte efter rigdom, berømmelse og anerkendelse og var parat til at støtte hvem som helst, hvis det kunne tjene hans karriere. Dermed være ikke sagt, at hans lægelige interesse ikke var ægte, bemærker Niels Høiby.

- Billedet af Værnet svarer meget godt til billedet af andre læger, der aktivt støttede nazismen og medvirkede ved forsøg i kz-lejrene. De var næsten alle yngre og ambitiøse og uden større videnskabelig kompetence. Som typer ganske almindelige hverdagsmennesker. Under normale forhold havde de fleste bare fortsat med at være familiefædre og pligtopfyldende læger og nyde godt af det kulturliv, der blomstrede i Tyskland inden Anden Verdenskrig. Men under Hitler kom de ind på at leve et uhyggeligt dobbeltliv. Måske fordi de som sociologen Zygmunt Baumann påpeger det i sin bog »Moderniteten og holocaust« blev »dehumaniserede« og langsomt fik deres samvittighed druknet i den totalitære stat. De forstod formentlig lige så lidt som Værnet, hvad de havde gjort galt. Derfor var der heller ikke noget at angre, siger Niels Høiby.

Hvorfor danske Værnet blev nazist, er svært at forklare. Bogen har ikke kunnet afsløre meget om hans opvækst i den lille by Løjenkær mellem Århus og Odder. Kun at han, selv efter datidens målestok, blev opdraget ualmindeligt strengt. Faderen havde voldsomt temperament og kunne finde på at binde Carl til to stolper i hestestalden og afstraffe ham med en ridepisk. »Det tilgav Carl aldrig sin far«, fortæller datteren Aase.

- Historien om Carl Værnet og de andre nazilæger viser, at vi skal være glade for vores etiske råd og vores love og regler for videnskabelig forskning. Og at vi skal sørge for at diskutere dem og ajourføre dem. Ekstrem anglen efter anerkendelse og rigdom kombineret med lægevidenskabelige ambitioner kan være en farlig cocktail - selv i et stærkt og sundt demokrati som vores, siger Niels Høiby.

Han minder om, at nazilægerne har haft deres afløsere, også i nyere tid. I totalitære stater som Argentina og Chile under militærdiktaturet i 1970´erne eller i Sovjetunionen og det tidligere kommunistiske Europa har læger medvirket ved grusomheder mod politiske fanger.

Filmhuset i København viser for tiden en 30 minutters dokumentarfilm om Carl Værnet, »Carl Peter Værnet ... en skæbne«, redigeret af Ib Makwarth. Bogen »Værnet - Den danske SS-læge i Buchenwald« udkommer den 19. april.

[email protected]

 

Den onde læge
Andet 07. maj 2002
Af Georg Metz/Information
Historien om den danske dr. Mengele


Ny bog
En særligt afdeling af Nürnberg-processerne efter nazi-Tysklands sammenbrud tog sig af de læger der foranstaltede medicinske og andre eksperimenter på de indsatte i kz-lejrene. Flere af disse anløbne medicinere blev dømt, nogle henrettet. Mest berygtet af hele koret var utvivlsomt dr. Mengele, benævnt ‘dødsenglen fra Auschwitz‘. Som bekendt undslap Mengele, der både påtog sig sorteringen af fanger og eksperimenter med især tvillinger blandt jødiske børn, det store retsopgør og flygtede som så mange andre nazister i mellemniveauet til sikkerheden i diktator Perons halvfascistiske Argentina.
Blandt disse undvigere, længere nede på rangstigen men principielt og i et vist omfang også praktisk en kollega, befandt sig den danske læge, Carl Værnet, hvis teorier om bla. a. hormonbehandling af homoseksuelle havde vakt selveste sikkerheds- og indenrigsminister Heinrich Himmlers interesse og varme støtte.

Modelægen
Carl Værnets personlige udgangspunkt i tilværelsen var gunstige jyske opvækstkår, en god uddannelse og siden en almindelig lægepraksis. Værnet gik imidlertid i 30‘erne rundt med en uforløst forsker i maven. Ambitionen afstedkom temmelig vidtløftige teorier om kortbølgebehandling, som i de år kom på mode.
Carl Værnet etablerede sig som kortbølgespecialist med løfter om helbredelse af alskens alvorlige lidelser og blev kort fortalt modelæge. I denne egenskab udviste han en til tider en bizar moral i behandlingsmetoderne, samt omgangen med patienter.
Sideløbende med kortbølgerne manifesterede Carl Værnets interesse sig for hormonbehandlingen. Kastrerede haner, der efter operationen ikke sagde et kvæk, kunne få både hanegalet, kammen og interessen for hønsene igen ved passende hormontilskud. Værnet udviklede som følge af denne iagttagelse en hormonpumpe, som man i givet fald kunne indoperere i mennesker efter behov. Homoseksuelle antoges at mangle mandlige kønshormoner. Et tilskud ville ifølge Værnet være tilstrækkeligt til at vende bøssernes sygelige fokus til det svage køn.

SS-majoren Værnet
Her kom nazisterne ind i billedet. Homoseksualitet hørte til Det Tredje Riges grundlæggende hadeobejekter. Bøsser blev i store bundter sendt i kz-lejr og anbragt nederst i den livsfarlige hakkeorden. En lyserød trekant syet på fangedragten sagde alt.
Muligvis skyldtes SS-førerens afsky for bøsseriet korpsets egen umiskendelige rem af huden. Under alle omstændigheder opfattedes homoseksualitet som en dybt sygelig og samfundsskadelig tilstand, hvilket logisk indebar iver efter at kunne behandle lidelsen og fremskaffe flere mandige tyskere. De indsatte i lejrene udgjorde i den forbindelse et passende eksperimentmateriale.
Til dette fik Carl Værnet, der jo efter april 1940 var borger i et besat, men samarbejdende land under Hitler-Tyskland, af nazisterne velsignet og materiel adgang. En der stod ham bi, var en anden landsmand med stærke nazistiske tilbøjeligheder og forbindelser helt op i nazitoppen, verdenstenoren Helge Rosvænge.
Værnet kom nu med rang af SS-major til Buchenwald, hvor dørene til barakkerne stod ham åbne. Værnet, den oprindeligt godhedsfulde jyske modelæge i Københavns mere mondæne cirkler, kastede sig herefter ud i eksperimenter på levende mennesker, hvoraf flere døde efter hans angiveligt uforsvarlige indgreb.
Efter krigen blev Carl Værnet eftersøgt, men unddrog sig som en anden dr. Mengele retfærdighedsopgøret. Han døde i 1965 i ufrivilligt eksil efter på ny at have fungeret som læge i en snes år.

Seriøs fremstilling
Denne grusomme, men sande historie har fire mand sat sig for at kulegrave og præsentere for en glemsom eftertid. Holdet består af lægeprofessoren Niels Høiby, journalisterne Hans Davidsen-Nielsen og Jakob Rubin, samt historikeren Niels-Birger Danielsen.
Et omfattende forskningsarbejde er gået forud for fremstillingen, der trods dette bemærkelsesværdige flerforfatterskab fremstår ganske egal og absolut læseværdig. Det formelle apparatet mangler heller ikke noget, noter og litteratur berettiger bogen til en plads i den seriøse litteratur om perioden. Et personregister meddeler rundhåndet vigtige data, men mangler desværre sidehenvisninger.
Med bogen lukket efter sidste side står gåden imidlertid tilbage: hvorfor? Hvordan kunne denne hjælpsomme og begavede mand gøre disse forfærdende ting. Hvorfor blev den solide jyske læge i det hele taget nazist? Noget egentligt svar giver forfatterne ikke. Jo da, noget om ambition og idealisme i en uskøn blanding, men ikke rigtigt et svar. Til gengæld beskriver bogen den kompleksitet, som er historiens – og virkelighedens – særkende. Der er ingen indlysende svar, kun forslag til forklaringer.
Bogen lægger yderligere alen til den vækst af korrigerende litteratur, markedet er så rigt på i disse år. Også den side af sagen skal med. En indvending kunne være at en mere aggressiv forlagsredaktør med fordel kunne have forkortet manuskriptet. Der følges mange biveje før Værnets ensomme og elendige endeligt i dyb hjemvé og måske fortrydelse.



Kurt Krickler

in LAMBDA-Nachrichten, Wien, # 3/2002 (July 2002)

Der dänische SS-Arzt Værnet

Nachdem in der zweiten Hälfte des Jahres 1999 die Causa Carl Værnet in Dänemark Furore machte und für Schlagzeilen sorgte, machten sich vier dänische Journalisten daran, dem Leben und Schicksal ds dänischen SS-Arztes nachzurecherchieren, der 1944 im KZ Buchenwald Experimente an Rosa-Winkel-Häftlingen vornahm (durch Hormonbehandlung wollte er sie heterosexuell machen) und der sich nach dem Krieg durch Flucht nach Argentinien, wo er 1965 72jährig starb, strafrechtlicher Verfolgung entzog. Das Ergebnis ihrer umfangreichen und imponierenden Recherchen ist vergangenen April in einem dänischen Verlag erschienen. Die Autoren haben für das Buch nicht nur viele Akten in zahlreichen Archiven in Dänemark, Schweden, Argentinien und anderen Ländern eingesehen, sondern auch noch lebende Familienmitglieder, darunter Söhne und Töchter Carl Værnets, die für das Buch auch ihre privaten Fotoalben geöffnet haben, ausführlich interviewt.

 

Das bisher bruchstückhaft Bekannte über das Vorleben, den beruflichen Werdegang, die Experimente in Buchenwald, die mysteriösen Umstände seiner Flucht konnten nun genau und umfassend dokumentiert werden. Im wesentlichen bestätigt das neue Material bisher Bekanntes, wie es auch in den LN in einem ausführlichen Beitrag in der Ausgabe 1/2000 (S. 33-42) zusammengefaßt wurde (den medizinischen Experimenten widmeten sich die LN bereits in ihrer Ausgabe 2/88, S. 53 ff). Das neue Material vertieft dieses Wissen und schildert das Leben eines ehrgeizigen, außergewöhnlich sein wollenden Arztes. Wie in anderen Biographien von Nazi-Größen wird das Leben eines Mannes nachgezeichnet, der kein brutales sadistisches Monster, sondern ein im Grunde wohl unpolitischer stinknormaler Familienmensch war, der auch arme jüdische PatientInnen und geflüchtete EmigrantInnen aus Deutschland mitunter kostenlos behandelte, der aber durch die Möglichkeiten, die ihm das Regime für seine Karriere bot, dazu „verführt“ wurde, Dinge zu tun, die weit jenseits des hippokratischen Eids lagen. Es ist eine weitere Biographie der Banalität des Bösen. Es zeigt, wie eine Mischung aus grenzenlosem Ehrgeiz, Opportunismus, Selbstüberschätzung, Größenwahn und Streben nach Materiellem einen Menschen dazu bringt, sich einem Regime anzudienen und moralische Hemmungen über Bord zu werfen. Auch die Umstände seiner Flucht nach Argentinien waren eher trivial und keine großangelegte Verschwörungsaktion.

 

Als interessantes Detail ist neu, daß ausgerechnet seine Besuche in Magnus Hirschfelds Institut für Sexualwissenschaft in Berlin Værnets Interesse an der Homosexualität – und deren Behandlung – geweckt haben. Nach eigener Aussage wurde an Hirschfelds Institut, wohin ihn eine Studienreise im Jahre 1932 führte, der Keim für sein Lebenswerk – die Entwicklung der künstlichen Hormondrüse – gesetzt. Insgesamt soll er viermal bei Hirschfeld gewesen sein, das letzte Mal unmittelbar bevor SA-Horden am 6. Mai 1933 in das Institut einbrachen, die Bestände (12.000 Bücher, 35.000 Bilder und tausende andere unersetzbare Gegenstände) beschlagnahmten, um sie vier Tage später auf einem großen Scheiterhaufen auf der Straße zu verbrennen. Hirschfeld interessierte sich ja selbst für die Möglichkeiten der Hormonbehandlung und überwies auch mehrere Patienten zu Hodentransplantationen. Das Institut arbeitete auch mit der chemischen bzw. Pharmaindustrie zwecks Herstellung von Medikamenten zur Behandlung sexueller Störungen zusammen.

 

Die Autoren haben auch einen der Gefangenen, die von Værnet im KZ Buchenwald eine künstliche Hormondrüse eingesetzt bekamen, in Berlin ausfindig gemacht und im Buch interviewt. Der zum Zeitpunkt des Interviews im Mai 2001 80jährige Gerhard S. mit der Häftlingsnummer 22.584 konnte über keinerlei Wirkung des künstlichen Hormondrüse berichten. Daß er 1946 heiratete, zwei Kinder mit seiner Frau bekam, mit der er heute noch zusammenlebt, hat andere Gründe. Gerhard S. hat für seine KZ-Haft in Buchenwald niemals eine Entschädigung erhalten. Als er später von den Autoren nochmals angerufen wurde, um ihn auf die Möglichkeit aufmerksam zu machen, die sich neu ergeben hat, winkte er ab. Jetzt habe er kein Interesse mehr an finanzieller Wiedergutmachung.

 

Hans Davidsen-Nielsen/Niels Høiby/Niels-Birger Danielsen/Jakob Rubin: Værnet. Den danske SS-læge i Buchenwald. Verlag JPBøger, Viby/Kopenhagen 2002.

 

Kurt Krickler

in LAMBDA-Nachrichten, Wien, # 3/2002 (July 2002)

 


Værnet

*Niels Høiby, Hans Davidsen-Nielsen, Jakob Rubin og Niels-Birger Danielsen: Værnet. Den danske SS-læge i Buchenwald. 282 s. ill.,m 298 kr. JPBøger

© 2002 History©lists : e-mail