23 Juni 1998

INTENTIONER OG RESULTATER !

af Axel Axgil.

Efterkrigstiden blev på mange områder en tid, der skulle blive afgørende, ikke alene for mit liv, men også for mange andre og for den forening som i år, kan fejre sin halvhundredårige eksistens.

De fleste af dem der var med til at forme intentionerne, ideerne og tankerne, ligger i dag under mulde og vi andres erindringer mødes ofte med overbærenhed og mistro. Vore beretninger er nok overdrevet og formet af gamle mænds fantasier, tænker mange idag.

Lad andre bedømme og skrive derom. I mine følgende bemærkninger tænker jeg først og fremmest på skandinaviske forhold. Jeg glemmer dog ikke de mange der forud for vor tid påpegede nødvendigheden af at kræve ligerettigelse for os der havde en anderledes seksuel orientering end flertallets. Deres indsats må aldrig blive glemt.

Baggrunden for stiftelsen af foreningen i Danmark skal ikke beskrives her, dels har den været refereret i mange artikler forud og dels må det historiske overlades til "forskernes" uvildige arbejde.

Spørgsmålet om intentioner og resultater må nok deles i to.

Det følelsesmæssige, det grundlæggende i ethvert menneskes liv, er vist ikke forstået af det store flertal indenfor vore egne rækker. I det første nummer af "Vennen" skrev Homophilos = Helmer Fogedgaard " vi blev betragtet som unormale, abnorme, patologiske, psykopatiske o.s.v." og det var sikkert også det der var den gældende opfattelse iblandt samfundts flertal. Dertil kom at mange levede et liv i ensomhed, gemte og glemte.

Vi fandt det derfor som en af vore første opgaver at forsøge at hjælpe på dette område. Det skabte ideen med krav om ligeberettigelse, mere end forståelse og tolerance, som vi ikke kunne bruge til noget. Vi ønskede at leve vort liv i overensstemmelse med den natur som var blevet os tildelt.

 

 

 

Vi appellerede til sammenhold for varetagelse af vore fælles interesser, overfor offentlighedens forkvaklede mening om os og vort liv. Vi ønskede at kunne leve i fred med vort særpræg, med samme rettigheder og forpligtigelser som det heteroseksuelle flertal. Helmer Fogedgaard sluttede denne programartikel således: " Hermed giver vi vor hånd til brødre, som fødtes til en verden, med en anden indstilling en den godkendte.

Når man i dag ser tilbage må vi nok erkende at kun få her forstået dette formål for et humanistisk arbejde for os. Vort formål der blev udtrykt således: " at skabe et frit forbund af mennesker, som føler sig solidariske med andre mennesker af samme indstilling til homo- og biseksuelle problemer, samt støtte og hjælpe dem i eventuelle vanskeligheder". Det smukke formål druknede i interne stridigheder. Ideerne blev kun videreført gennem årene af den rådgivnings- og oplysningvirksomhed som kredse af aktive medlemmer har udført og for hvilken de fortjener den største tak.

Andre tog fat på den politiske side af sagen, den der har resulteret i de mest betydelige resultater og hvor danske homoseksuelle har været med til at skabe grundlaget for mange fremskridt i de forløbne halvtreds år.

Efter nogle års kamp med myndigheder lykkedes det efterhånden. Først med små landvindinger, som ophævelse af danseforbudet mellem mænd, ophævelse af transvettiternes forbud mod at bevæge sig i dametøj til de mere almene som kampen mod "den grimme lov" i begyndelsen af tredserne. En lidt forsigtig stillingtagen til ophævelsen af pornografiparagrafferne i slutningen af samme årti, til de begyndende krav og forslag om lovligggørelse af vore samlivsforhold fremsat af den nye generation, som overtog ledelsen omkring 1970. Derefter tog man fat på løsningen af flere opgaver. I 1980 blev vi pludselig erklæret raske ved ophævelsen af bestemmelserne om at vi var syge og derefter tog det fart. Der blev indført nye bestemmelser i arvelovgivningen, således mange urimelige forhold blev ændret til gavn for homoseksuelle forhold. Endelig blev der nedsat en kommision til undersøgelse af homoseksuelles forhold i samfundet, hvor dygtige og energiske venner udførte et resultatrigt arbejde, der først gav sig udslag i en ændring af diskriminationslovgivning, således at seksuel orientering fremover ville blive betragtet som diskriminerende.

 

 

 

I 1989 kronedes arbejdet, - på trods af kommissionens indstilling, - i loven om det registrerede partnerskab, der på de fleste punkter sikrede os de samme rettigheder som gjalt for det heteroseksuelle flertal. Det betød også at mange homofile kunne bekræfte deres sammenhold og kærlighed overfor offentligheden. For mange var betydningen af disse juridiske rettigheder af største betydning og for andre betød det at nogle af intentionerne fra 1948 om kærlighed og sammenhold blev stadfæstet. Internationalt gav denne lovgivning genlyd over det meste af verden. TV og radioudsendelser, hundredevis af avisartikler, minder os i dag om begivenhederne omkring den 1.oktober 1989. Skal jeg kort dvæle lidt ved de mørkere sider af foreningens halvtredsårige historie, undgår jeg ikke at nævne den såkaldte "pornografisag" i 1955/56. Selv om jeg og min ven allerede var trådt ud af foreningens ledelse flere år før, undlod den berygtede politiinspektør Jens Jersild og hans håndlanger politiadvokat Andreas Heiberg ikke at inddrage homoseksualiten i sagen gennen falske og løgnagtige meddelser i pressen. Mange medlemmer blev bange og forlod foreningen, der kun bestod i de kommende år grundet nogle få aktivisters energiske arbejde.

Også visse homoseksuelle gruppers intriger og smudsarbejde gjorde arbejdet vanskeligt, men lad ikke dette overskygge de glædelige resultater der er opnået til glæde og berigelse for mange.

Personlig vil jeg ikke skjule at også jeg har begået har begået fejltagelser i årenes løb, fejltagelser som er blevet hævnet med årelange forfølgelser, som jeg dog ikke vil lade præge resten af mit liv.

Kun skal der lyde en hjertelig tak til alle der har holdt ud gennem de 50 år, også til dem som takken ikke længere kan nå, alt med ønsket om en god fremtid for den halvgamle forening. Yngre kræfter og en ny generation har lykkeligvis tager opgaverne op og der er kun at ønske held og lykke til.

Axel Axgil